Grenlejre og småture
Herunder er de vigtigste lejre i hver gren beskrevet. Der kan godt komme flere til eller udgå enkelte et år, ligesom datoer kan flytte sig efter, hvordan det passer ind i kalenderen.
Du kan læse om betaling for lejrene under Kontingenter.
Mini
Juletur
Hvornår: Januar (oftest)
På trods af navnet er julen pakket ned når minierne tager afsted på juletur. Turen er med én overnatning og spejderne sover i hytte. Der er lagt vægt på fællesskab, sjove lege og masser af hygge.
Miniprimi
Hvornår: Første weekend i maj
Dette er miniernes divisionsturnering. Den afholdes på Nejlingegrunden i Helsinge og planlægges af en gruppe på tværs af Mølleå Division. Minierne overnatter to nætter i telt og de deltager i løb og små konkurrencer med masser af støtte. Her er mulighed for at møde spejdere fra andre grupper.
Sommerlejr
Hvornår: Slut juli / start august
Sommerlejren er årets store tur. For minigrenen er det med fire overnatninger i telt. Der lægges vægt på spændende og sjove oplevelser i fællesskab. Nogle gange afholdes sommerlejren sammen med andre grene, med hele gruppen samlet eller med resten af Danmarks spejdere på Spejdernes Lejr hvert femte år.
Junior
Juletur
Hvornår: November (oftest)
Ligesom supermarkederne starter juniorerne gerne julen lidt tidligt. Turen er fuld af julespas, juleknas og julehygge med en enkelt overnatning i hytte.
Juniordivi
Hvornår: Første weekend i maj
Divisionsturneringen for juniorer holdes samme sted som minierne, på Nejlingegrunden i Helsinge. Spejdere fra hele divisionen mødes, bygger lejr og får støtte af ledere fra andre grupper end deres egne. Og så kæmper de om den fedeste lejrplads, sejest i O-løb og oprydning og selvfølgelig tovtrækning.
Sommerlejr
Hvornår: Slut juli / start august
Juniorspejderne tager afsted på sommerlejr i en uge med syv overnatninger. Nogle gange afholdes sommerlejren sammen med andre grene, med hele gruppen samlet eller med resten af Danmarks spejdere på Spejdernes Lejr hvert femte år.
Trop
PLan-kurser
Hvornår: Efterårsferien
I troppen kan man komme på PLan-kurser i efterårsferien. De varer 6-8 dage og man er på lejr sammen med spejdere fra mange andre grupper. Kurserne har et særligt fokus og tema, og man kan ønske, hvad man mest har lyst til. Der er forskellige kurser til forskellige aldersgrupper. Læs mere på spejder.dk.
Juletur
Hvornår: Slut januar (oftest)
Troppens juletur har hvert år et tema, f.eks. Wild Wild West. Den bliver lagt så den passer ift. PLA-træning (se nedenfor). Inden turen forbereder patruljerne sig på møderne, f.eks. bliver der lavet udstyr og udklædning. På selve turen ved spejderne ikke meget, inden de bliver afleveret et sted i landet. Herfra skal de selv finde vej til en destination, og der sker som regel en masse undervejs. Første nat sover de ude, hvilket kan være ret køligt på den årstid - anden nat sover de i hytte.
PLA-træning
Hvornår: Start februar
I troppen kan man komme på PLA-træning (også kaldet PL/PA-træning), hvis man er patruljeleder eller -assistent. Kurset er et divisionsarrangement, og holdes derfor sammen med en masse andre tropsspejdere fra Mølleå Division over en weekend i slut-januar eller start-februar.
Påskekursus
Hvornår: Påsken
Hver påske kan tropspatruljerne deltage i særlige kurser i fællesskab med spejdere fra andre grupper i hele landet. Kurset ligger fra lørdag til lørdag, så man kan nå hjem til påskefrokosten. Det byder altid på et spændende tema og spejderne er selv med til at arrangere mad, transport m.m. Påskekurser afholdes bl.a. på spejdercenter Forlev ved Skanderborg, hvor 1. Holte har deltaget flere år.
TropsDivi
Hvornår: Slut april (afhængig af påsken)
Troppen har selvfølgelig også en divisionsturnering, med et tema og konkurrencer. Den holdes sammen med de øvrige grupper i Mølleå Division.
Sommerlejr
Hvornår: Slut juli / start august
Tropspejdere kan sagtens klare en uge i telt. Deres sommerlejr er de fleste år i Danmark, men gennem juletræssalg sparer de op og tager til udlandet hvert fjerde år - næste udlandstur er i 2021. Nogle år afholdes sommerlejren sammen med andre grene, med hele gruppen samlet eller med resten af Danmarks spejdere på Spejdernes Lejr hvert femte år.
Klan
Sommerlejr
Hvornår: Slut juli / start august
Klanen har ikke så fast en tradition for at tage på sommerlejr, som de øvrige grene. Ligesom troppen sparer de op med Roskildevagter, så de hvert fjerde år kan komme afsted på eventyr i udlandet sammen med ledergruppen. Nogle år afholdes sommerlejren sammen med andre grene, med hele gruppen samlet eller med resten af Danmarks spejdere på Spejdernes Lejr hvert femte år.
Andre ture:
Klanspejdere har friheden til selv at arrangere weekendture eller deltage i spejderløb. Derfor er det svært at skrive, hvad de gør hvornår. Det afhænger af hvor lysten og tiden driver dem hen. Det kan f.eks. være Roskildevagt, shelterture eller adventureløb.