Gruppeaften
Chili con carne, spejderaktiviteter, film og spejderis. Sådan forløber gruppeaftenen for alle spejderne - og næsten også for forældrene.
Eneste forskel er at mens ungerne hygger med popcorn, slik og film, så hygger de voksne sig med regnskab, beretninger og budget.
Gruppeaften hedder egentlig grupperådsmøde og er 1. Holtes generalforsamling. Vi starter altid med fællesspisning, hvor juniorspejderne og deres forældre leverer chili con carne med tilbehør. Derefter får vi pulsen op med spejderaktiviteter, typisk turbospejd, hvor man skal klare en masse små og store opgaver på tid.
Når vinderholdet er kåret sender vi spejderne med et par ledere over i hytten til filmhygge. De voksne klarer det formelle med at lytte til og diskutere beretninger, visioner for fremtiden, regnskab og budget. Det tager som regel en films tid - og så slutter vi af samlet med spejderis!