Sov i shelter hver måned
Nu er der mulighed for at tage Shelty-mærket. Mærket kræver, at man overnatter i shelter en gang om måneden, 12 måneder i træk - også når det bliver koldt.
Har man ikke helt mod på det hver måned, kan man sagtens deltage i en, to eller flere af shelterturene, for at prøve det af og være med til hyggen.
Shelterturene er arrangeret af en forælder fra gruppen, og alle er velkomne: Spejdere i alle aldre, ledere, forældre og søskende. Man forpligter sig ikke til at deltage i alle 12 shelterture. Man kan deltage i så mange eller få man har lyst til.
Fokus på fællesskab og hygge
Hver sheltertur byder på et nyt sted og der er ikke tale om vandreture. Vi kører så tæt på som muligt med grej. Der er ikke behov for særligt udstyr udover tøj, sovepose og liggeunderlag efter vejret. Vi skal hygge os!
Deltagerne medbringer mad og drikke til fælles aftensmad, der laves over bål, i Dutch Oven eller på Trangia. Det koordineres hjemmefra fra gang til gang.
Shelterturene er ikke finansieret af gruppen, så der vil være en beskeden egenbetaling til morgenmad og evt. brænde og betaling for shelter.
Datoer og steder for hver enkelt tur kan ses på 1. Holte gruppes Facebookside under Begivenheder (eller i kalenderen her på siden). Der er taget hensyn til spejderlejre, højtider, skoleferier, osv.
Hvis du vil vide mere så skriv til sheltertur(at)1holte.dk.
Vi glæder os til at se jer i det fri!
12. maj 2019 kl. 13.23